PSYKOANALYTISK SAMTALETERAPI
Udover at være håndtyder arbejder jeg osse som psykoanalytiker, det vil sige at jeg behandler mennesker med psykiske problemer ved at arbejde med det ubevidste. Jeg har ikke gennemgået en traditionel psykoanalytisk uddannelse (men det havde Freud heller ikke). Jeg har undervist og forsket i psykoanalyse og litteratur ved universitetet i en årrække, har beskæftiget mig teoretisk med psykoanalyse siden 1972, skrevet fire bøger om emnet og arbejdet i praksis siden 1986. Jeg har behandlet mig selv terapeutisk siden 1978 og gør det stadig. Jeg er ikke freudianer, men mener at have fornyet Freuds psykoanalyse på væsentlige punkter.
Selvanalyse er en afgørende forudsætning for at behandle andre mennesker psykisk. Man må først feje for egen dør - eller sagt på en anden måde: Først når man har overvundet angsten for noget i sig selv er man i stand til at opfatte og behandle det væk hos andre. Jeg mener, at den grundlæggende brist hos alle mennesker med psykiske problemer er at tilliden til medmennesket er blevet slået i stykker, ofte på et meget tidligt tidspunkt. Og i modsætning til psykiatere, psykologer, freudianske psykoanalytikere og de fleste andre behandlere mener jeg at terapeuten skal være et menneske, som er i stand til at hele dette brud ved sin person. Det betyder, at han eller hun skal fungere som
|
|
en model på et medmenneske, der er tillid værd, altså som en eksemplarisk person.
Jeg bruger i høj grad drømme i min terapi, fordi de giver en meget direkte adgang til de dybere lag i sjælen, det ubevidste. Tegninger og malerier af drømme kan osse bruges. Denne vej er virksom på en helt anden måde end bare at tale om sine problemer, selvom man naturligvis osse skal gøre det. Jeg inddrager osse håndtydning i terapien, i et vist omfang, men det afhænger helt af den enkelte person.
Mit terapeutiske arbejde sigter imod at ruske op i den personlige grundvold, så man ikke bare flytter sine symptomer til et andet sted, men går ned i roden til dem. Det er osse her hengemte ressourcer ligger brak. Men ruskningen er afstemt i forhold til klientens og min mulighed for at samle op og gennemarbejde, der skal ikke slås for store brød op ad gangen. Jeg bruger ikke rollespil o. lign., men samtale og lejlighedsvis håndspålæggelse. Det sidste især, hvis ansigter, ord og tal viser sig i hudoverfladen andre steder end i hænderne.
Jeg laver parterapi, og det er tit forbavsende, hvor lidt der skal til for at rokke ved en tilsyneladende udvejsløs situation.
Jeg kan tilbyde hjælp til konfliktløsning til andre end par både i forhold til nærtstående personer, institutioner og samarbejdspartnere, f.eks. i arbejds- og uddannelsesmiljøer. Desuden har jeg stor erfaring i personlig rådgivning inden for alle livets områder, herunder hjælp til opgaveskrivning og klagevejledning. |